H.C. Andersen om rejsen fra Jerup til Skagen den 17. august 1859[2]

“Onsdag 17. – Klokken 9 kjørte Hr Uldall mig og Sønnen til Jerup; frugtbare Kornmarker strakte sig rundt om; da Chauceen endte kom vi paa dybe sandede Veie, der løb som de vilde, hist og her var dog Eeg i Krat; vi naaede Jerup hvor Consul Kall havde anviist mig en Gaardmand Lars Nielsen til at kjøre til Skagen for 3 Rdlr.

Konen vilde lave os Kaffe, havde skaaret Smørrebrød til os men vi havde Skinke og Kyllinger med fra Fru Uldal, Conjak og Madera, vi fik et kosteligt Maaltid; Veiret var mageløst godt, stille og Solskin; kjørte nu med Bonden ligened til Stranden og her gik det som var det en Amphiebiereise halv i Vandet, halv paa Landet, Carl Uldal var meest paa det Tørre jeg ude i Kattegattet, Vandet stænkede op, vi kjørte i Brændingen havde tilvenstre kun de lave Klitter, til høiere det aabne Hav med 16 Seilere. Bredden laae med opskyllede Medusaer, som Geleer fra en Restauration, Døningen dannede enkelte Steder Brænding ogsaa Malstrømme; smaa Concyllier, ellers kun den hvide Sandbund, snart kom Skagens Kirke frem saa Fyrene. Vi holdt uden for Byfogedens Bolig, Hr Hofmeier sagde mig at jeg var indbudt at boe hos Pastor Bruun, men da jeg nu havde een med tog jeg til Vertshuset der var heelt ude i den anden Ende af Byen.

Vi fik to Lukaf, som Skibskahytter. Mod Aften kom Hr Hofmeyer, jeg var træt, han blev, jeg bød ham da spise med os, endelig kom Theen, men da vi skulde have Fisken gik Klokken tilsidst til elleve, jeg blev utaalmodig, ærgerlig; Verten sad hele Tiden i Stuen hos os, og saa røg han Tobak, saa der stod en Damp, og blandede sig i Samtalen. Hofmeyer brød op uden Aftensmad, da han var borte kom da den kogte Fisk, som var delicat. Scavenius s Familie Brønnum har levet her til denne Tid, en Fetter af dem har besøgt Fruen paa Basnæs. – Havgusse. Kirken i gamle Skagen viiste sig som en Seiler.”