OM JERUP
Følg også med på Facebooksiden Nostalgiske tilbageblik fra Jerup og Napstjert
Jerup er en landsby i Vendsyssel med 571 indbyggere (2022)[1], beliggende 13 kilometer nordvest for Frederikshavn. Byen ligger ud til Aalbæk Bugt, Kalmer Rimmer og Jerup Hede, hører til Frederikshavn Kommune og er beliggende i Region Nordjylland.
En traditionsrig landsby
Byens historie kan spores tilbage til ca. 1550, hvorfra den oprindelige bebyggelse med strandgårde stadig kan opleves – særligt ved nedkørsel mod stranden ad Fredborgvej. I 1682 bestod byen af 16 gårde og 9 huse med jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 180,6 tønder land skyldsat til 33,27 tønder hartkorn[2]. Dyrkningsformen var græsmarksbrug uden tægter[3].
I 1875 omtales byen som “Jerup med Skole og Veirmølle”.[4] I 1890 blev den lokale jernbane åbnet og dermed muligheden for en lokal byudvikling. Omkring århundredeskiftet beskrives byen således: “Jerup med Filialkirke, Skole, Forsamlingshus, Mølle og Jærnbanestation”.[5]
Jerup stationsby udviklede sig langsomt: i 1950 havde byen 388 indbyggere, i 1955 366, i 1960 475 indbyggere[6] og i 1965 661 indbyggere.[7] I 1948 blev Kragskovhede Statsfængsel indrettet vest for byen i Kragskovhede, hvilket tilførte en del nye beboere og arbejdspladser.
Baptistkirken
Siden stiftelsen af Frederikshavn Baptistmenighed i 1860 blev der drevet mission i Jerup. Dog begyndte regelmæssige møder først at blive afholdt i 1880, og i 1923 var kredsen blevet så stor, at man byggede en kirke på Skagensvej nr. 470. Den var rammen om gudstjenester og et stort børnearbejde. Den første spejderkreds i Jerup blev stiftet omkring 1944, og blev erstattet af en ny stiftet i 1958. Den holdt til i kirken indtil 1988, hvor menigheden arvede “Gittes Hus” på Skagensvej 468, som blev indrettet til spejderhus. I dag er kredsen i Jerup stoppet. Baptistkirken i Jerup blev solgt i 1998.[8]
GODE HISTORIER
KILDELISTE
-
Danmarks statistik (2022). Folketal 1. januar efter byområder, landdistrikter, alder og køn. Lokaliseret på: https://www.statistikbanken.dk/BY1
-
Pedersen, H. (1975). De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. København: Landbohistorisk Selskab
-
Frandsen, K-E. (1983). Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83. Bygd Forlag
-
Trap, J. P. (1875). Kongeriget Danmark 5. del: Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers (2. Udgave). København. Lokaliseret på: http://runeberg.org/trap/2-5/0071.html
-
Trap, J.P (1901) Kongeriget Danmark 4. Bind: Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter (3. Udgave). København. Lokaliseret på: http://runeberg.org/trap/3-4/0072.html
-
Det Statistiske Departement (1964). Folketal, areal og klima 1901 – 60. København: Det Statistiske Departement. Lokaliseret på: https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=19249&sid=folklim
-
Det Statistiske Departement (1968) Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling. København
-
Baptistkirken På Toppen (2022). Historien – Begivenheder og årstal. Frederikshavn Baptistkirke. Lokaliseret på: https://baptistkirkenpaatoppen.dk/om-os/historien.htm