Danmark i 1500- og 1600-tallet var et samfund i dyb forandring. En af de mest skelsættende begivenheder var Reformationen i 1536, hvor den katolske kirke blev afskaffet som statens religiøse fundament, og den evangelisk-lutherske tro i stedet blev indført som statsreligion. Denne reform ændrede ikke blot den religiøse praksis, men skabte også en ny magtstruktur, hvor kongen nu ikke kun var den øverste politiske autoritet i riget, men også den øverste religiøse autoritet. Det betød, at stat og kirke blev tæt forbundet, og at det religiøse liv i højere grad blev et spørgsmål om lydighed mod kongemagten. Samtidig fik den lutherske kirke en central rolle i befolkningens hverdag og moralske dannelse, og synet på synd, orden og afvigelse blev skærpet (Kallestrup & Hviid, 2025).

​

Hvor den katolske kirke havde tolereret mange former for folkelig overtro og helbredelsesritualer, så længe de ikke udfordrede kirkens dogmer, blev der i den lutherske lære sat langt skarpere grænser for, hvad der var tilladt. Den rette tro og det enkelte menneskes forhold til Gud stod nu i centrum – ikke aflad, helgener eller bodshandlinger. Alligevel blev troen på Djævelens tilstedeværelse og aktive virke i verden ikke svækket. Tværtimod fik den en fornyet teologisk og samfundsmæssig betydning. Djævelen blev betragtet som en reel trussel mod både den kristne tro og samfundets orden, og præsterne fik et ansvar for at bekæmpe al overtro og dæmonisk praksis (Hviid & Kallestrup, 2025).

​

Et af de mest afgørende juridiske dokumenter i denne sammenhæng er Trolddomsforordningen af 12. oktober 1617, udstedt af Christian IV. Forordningen slog fast, at både "sort" og "hvid" magi var forbudt, og pålagde alle borgere, embedsmænd og præster at anmelde enhver form for trolddom, de havde kendskab til. Dermed gjorde forordningen det ikke bare muligt, men også ønskværdigt, at man anmeldte folk, man mistænkte for at praktisere trolddom. Anklager om hekseri blev dermed en del af statens retslige ansvar, og dødsstraf blev en konkret trussel for dem, der blev udpeget som troldfolk (Trolddomsforordningen, 12. oktober 1617, 2025). Lovgivningen ramte især dem, der i forvejen levede på kanten af landsbysamfundenes fællesskab: enlige kvinder, kloge koner, ældre og fattige. Det kunne være nok at være anderledes, at kende lidt til lægeurter, have et skævt ry eller leve alene, før man vakte mistanke (Hviid & Kallestrup, 2025). Dermed blev vejen banet for en af de mørkeste perioder i dansk retshistorie: hekseprocesserne, som i Jerup fik katastrofale konsekvenser for Mette Jensdatter. 

​

METTE JENSDATTER

Selvom vi i dag ikke ved meget om Mette Jensdatter som menneske, har hendes navn overlevet i den lokale erindring under tilnavnet Hose Mette. Hun beskrives i samtidens retsprotokoller som en kvinde med en skarp tunge og et iltert temperament – træk, der kan have bidraget til det udbredte ry som farlig og mistænkelig. I 1623 blev hun dømt for trolddom ved Landstinget i Viborg, og den 23. januar 1624 blev dommen eksekveret, da Mette blev brændt på bålet ved gården Vaaven i Mosbjerg sogn (Cornett, 2002a).

​

Mette levede tilsyneladende et omflakkende liv som tiggerske og uden fast tilknytning til hverken gård eller familie. Fattigdom og afmagt kunne i nogle tilfælde gøre det fordelagtigt at være omgærdet af frygt. Hvis man i landsbyen blev kendt for at have onde øjne eller kunne bringe ulykke over folk, kunne det paradoksalt nok være en måde at sikre sig mad, varme eller husly. Hellere give hende det, hun bad om, end risikere sygdom eller uheld i stalden. At være udlagt som heks kunne dermed fungere som en slags social “beskyttelse”, men det var også et liv på kanten, hvor ethvert rygte kunne få fatale følger.

 

​

​​

​

​

​

​

​​​​​