Saa langt Øjet rækker, skimtes ikke et levende Væsen endsige et Hus; og dog snor en spinkel blaanende Røgsøjle sig svævende mod Himlen et Sted langt inde paa Jerup Hede. Man aner Muligheden af en begyndende Hedebrand og styrer afsted efter Røgen. Det gaar op og ned, for Jerup Hede er som et bølgende Hav, stivnet midt under Naturens Vrede med lange Rækker af lyngklædte Sandkamme med aflangesumpede Mosestræk imelle m. Det er det, man her norden for Limfjorden kalder Rimmer og Dopper.

Men omsider staar man ved Ildens Arnested. Røgen stiger frem af en brøstfældig Skorsten, der stikker ud af en lynglodden Tue. Det er den ensomste og mest primitive Menneskebolig i Dannjark. En fedladen Køter farer halsende frem fra Lynghyttens Dør, og lidt efter kommer en lille jordfarvet Mand, det er Laurits Christensen, Eneboeren paa Jerup Hede.

Der er mange Eneboere paa de jyske Heder, flest dog her nordenfjords. Heden er jo ogsaa det eneste Sted, hvor man kan være alene. Men de fleste Eneboere er Særlinge, snavsede

og lempeligt aandssvage Individer. Det gælder imidlertid ikke Laurits Christensen.

ENEBOERENS EJENDOM

Han er venlig og forekommende mod den fremmede, og han vil gerne fortælle, men Tungen er ikke talevant, og Ordene falder tøvende fra hans Mund med lange Mellemrum som Draaber fra en Hane.

— Lyngbrand, siger han, næh gudskelov — det har jeg oplevet én Gang, og det midt om Natten, hm ja. Det kom vesterfra. Hele Heden var ildendes rød, hm ja. Og jeg mærkede Varmen og stod op og slæbte Sengeklæderne ud, ja. Og det kom susende forbi i to Ildvolde, og de slog sammen her bagved, hm ja.

​

Eneboeren peger paa en lemlæstet Lund af hvide Birkestammer et Stykke borte. Hvert eneste Træ har mistet sin Krone og ender i et sodet Spyd. Og han stryger fredsommelig en stor Honningbi bort fra sin Pande og tilføjer med en dyb Vejrtrækning mellem hvert Ord:

— Men mig gjorde den ingenting — ingenting gør mig

noget —

Vi gaar rundt og ser paa Eneboerens Ejendom. Den er misundelsesværdigt gældfri og prioritetsfri, men til Gengæld har han heller intet Skøde paa den; for sandt at sige er der ingen, der ved, hvem denne Stump Hedelod tilhører.

Han har indhegnet en Strimmel med Kartofler for at beskytte den mod Sandflugten. Han har et lille Mosehul og en Kule fuld af Tørv til Vinteren. Han har en lille Flok fritgaaende Høns, som Ræven pligtskyldigst skaaner. Han mangler intet, siger han selv, idet han aabner et Brønddæksel og sænker en Oliedunk paa en Stang ned i det slumrende Vand. Det er koldt og glasklart.

— Og det er det vigtigste af alt her paa Jorden at have godt Vand, siger den veltilfredse Eneboer.

Selve Hytten er rummelig og lun. Væggene er bygget af Lyngtørv, Taget bæres af smaa Træstammer, hærdede og krummede i levende Live af Vestenstorm. Ind imellem dem er flettet stride Lyngkviste, og det hele er' foret med gamle Julehæfter og Numre af „Magasinet“. Naar Solen falder ind gennem den lille skaarede Rude, funkler det festligt i det farveprægtige Tapet. Udenfor breder Heden sig i violet Vemod.

— Men Farver er godt for Øjet, siger Laurits Christensen.

Gulvet er dækket med Brædder og Sand og et tykt Lag duftende Hø.

— Jeg strør Græs paa, forklarer Eneboeren, for taber man en Ting, saa gaar den ellers let i Stykker.

Der er for øvrigt ikke meget at tabe af. Husgeraadet bestaar af en Pande, en Gryde, et Bæger og et Par Tallerkener, en Træseng med mærkelige Dyner og en storladen velfyldt Spyttebakke af Træ. Den rustne Kakkelovn, skænket af Grosserer Schæbel i Aalborg, er Komfur. I øvrigt ejer Eneboeren en Bibel og en Salmebog, en Harmonika og en Cykle.

— Saa jeg mangler ingen Verdens Ting, erklærer han, fuld af indre Tilfredshed.