Sankt Hans Båltale 2025

Ved dette års Sankt Hans samledes vi traditionen tro ved søen i Jerup til et par hyggelige timer. Årets båltale blev holdt af Katrine Arp, formand for Jerup Borgerforening, som delte en personlig og vedkommende refleksion over fællesskab, historie og håb for fremtiden i Jerup. På opfordring fra de fremmødte kan du læse talen her:

Tale til Sankt Hans

I aften fejrer vi Sankt Hans, og jeg må være ærlig og sige, at jeg trods en nyligt erhvervet læreruddannelse lige har måtte slå op en gang eller to, hvordan det hele nu lige hænger sammen i den tradition. For Sankt Hans, som det fejres i dag, er en sammensmeltning af hedenske fejringer af midsommeren og overgangen mellem vinter og forår. Det er en fejring af Johannes Døberens fødselsdag d. 24 juni, forløberen for Messias. En overførsel af traditionen fra Valborgsaften den 30. april, som er endnu en helligdag, der gennem tiden er sløjfet i Danmark. Og så er det reference til en grusom tid, hvor troen på onde ånder og hekseri var så stærk, at mere end 1000 kvinder i Danmark blev dømt som hekse og brændt på bålet – ikke mindst her i Jerup, hvor kvinden Mette Jensdatter og hendes kammerat, Christen Sørensen, fra Ålbæk blev dømt for hekseri og trolddom i 1623.

Det er mørke kapitler i vores historie, som minder os om, hvor vigtigt det er at værne om fællesskaber, hvor alle har plads. Det blev vi ikke mindst også mindet om den 4. maj, da vi i landet markerede 80-års dagen for Befrielsen. Her i Jerup blev vi heldigvis klogere med tiden, og der findes mange gode eksempler på, hvordan skæve personligheder som eneboeren Laurits på Jerup Hede fik plads i byens fællesskab.

Vi skal værne om det fælles. Verden er heldigvis på mange måder mere forbundet i dag end nogensinde før. Mange huse i Jerup ejes af nordmænd og svenskere, og det er muligt at følge med i tidligere ejeres eventyr på den anden side af jordkloden. Samtidigt føles det nogle gange svært at holde forbindelsen til det nære – i vores lokalsamfund, i vores relationer, I os selv. Netop i en tid som nu, præget af krige, konflikter og polarisering, både ude i verden og i den hjemlige debat, har vi brug for stærke fællesskaber, der kan samle os og minde os om, hvad vi har tilfælles. Vi ser alt for mange unge, der mistrives. De føler sig ensomme, pressede og utilstrækkelige i et samfund, hvor tempoet er højt og kravene synes uendelige.  Vi skynder os gennem hverdagen, og nogle gange har vi knap nok til hinanden eller os selv.

Jeg forstår det ganske udmærket. Jeg bor alene med min datter, de praktiske gøremål synes uden ende, og det er altid fristende bare at smide sig lidt i sofaen og lukke verden ude for en stund.

Så bliver jeg som regel forstyrret af musik fra naboen, og nysgerrig som jeg er stikker jeg hovedet ud ad fordøren og møder mine smilende naboer, der har kaffe på kanden eller en kold øl på køl. Grønlændere har den mest vidunderlige tradition for at holde såkaldt kaffemik, hvor de nærmest bare åbner døren for alle, der kan drikke en tår og spise et stykke kage. Den samme gæstfrihed mærkede vi forældre også sidste år, da vi gik dør til dør med ungerne til halloween og lavede slik- eller ballade. Ikke blot havde man slik at dele ud - Mange havde pyntet op og nogle havde bagt for at gøre oplevelsen god for vores unger. Den form for imødekommenhed og hjerterum er ikke noget, man skal tage for givet. Det er noget, vi skaber sammen – og noget, jeg i den grad også forbinder med min opvækst her i Jerup.

Jeg husker:

- Skøre påfund med badekarsrace over søen, og da heksen til Sankt Hans fløj ind over søen og landede med et hyl midt i bålet.

- Jerupaftener med fællesspisning i hallen og julebagning i skolekøkkenet

- Gymnastikhold i hallen og spejderaftener med mad over bål og læren om at passe på både hinanden og naturen.- Flaskeøl og den lokale opbakning til byens fodbolddrenge

- Markedsdage i Neotes, hvor jeg passede tombolaen og blev sendt hjem, da festen rigtigt skulle til at begynde.

Mange af jer husker sikkert andre gode stunder. Og det er netop de stunder, store som små, der bygger tro mellem mennesker. De binder os sammen på tværs af generationer, interesser og kulturelle forskelle. For fællesskab handler ikke om at være enige. Det handler om at være der for hinanden, også når vi er forskellige. Det handler om at have nogen at grine med, nogen at spørge om hjælp og nogen at dele en øl eller en samtale med. Det handler om at blive set, og om at se andre. Det handler om at høre til og at vide, at ens plads betyder noget.

Lokalsamfund som Jerup bliver ikke stærke af sig selv. De bliver det, når vi vælger at bidrage og insistere på, at det er sådan, vi vil have det. De bliver det, når vi melder os ind, dukker op og tager en tørn, hvor der er brug for det. Udvikling handler langt fra kun om store planer og kommunale strategier. Det handler om ildsjæle, idéer, samarbejde og mod til at tage initiativ. Vi har så meget at bygge videre på her i Jerup. En historie fuld af fællesskab, kreativitet og handlekraft. Og hvis vi holder fast i det – og samtidig tør drømme nyt – så kan vi skabe et sted, hvor endnu flere har lyst til at høre til.

Derfor er mit håb for denne tale, og for fremtiden i Jerup, at vi aldrig tager fællesskabet for givet, men at vi værner om det, prioriterer det og arbejder for det. Sammen.

Glædelig Sankt Hans – og lad os så vove fjerene.