top of page

Jerup Borgerforenings årsberetning 2025

"Det er snart et halvt år siden, den nye bestyrelse trådte i kraft i april, og sikke et halvt år det har været. Et halvt år fyldt med oplevelser, forandringer og store fremskridt både foran og bag kulissen.


Sommer ved Søen blev igen i år et højdepunkt for vores forening. Fire fredage med sol, fadøl og fællessang samlede i år rekordmange gæster, og toppede med et brag, da 750 mennesker mødte op til Østre Gasværk den sidste aften. Vi erfarer, at flere og flere vender tilbage flere aftener. Ofte har de nye venner med, og på den måde bliver fredagene ved Jerup Sø en tilbagevendende tradition for mange husstande både i og udenfor Jerups grænser. Der er sågar sommerhusgæster, der planlægger deres ferie i kommunen nu for at nå forbi vores sommerkoncerter. 


Det gør mig stolt helt ind til benet at være med til at vise, hvordan et lille lokalt initiativ kan vokse sig så stort blot ved lokal sammenhængskraft og vilje. Fællesskabet mærkes også tydeligt blandt de frivillige hjælpere. De repræsenterer lokale ildsjæle, familiemedlemmer, gode venner, fraflyttere, nye tilflyttere og naboer fra oplandsbyerne omkring Jerup. Uden dem, ingen musik ved søen. Det kan ikke siges mere konkret, og der er altid plads til flere på holdet!


I september blev forsamlingshuset forvandlet til det vilde vesten, da vi holdt årets damefrokost med rodeo-tema. Over 60 kvinder fyldte huset med latter, dans og fællesskab, og vi fik endnu engang bevist, at folk fra andre landsbyer omkring Jerup sindssygt gerne vil komme og være sammen med os. Det skal vi bare have dyrket endnu mere! 


Et par uger senere inviterede vi sammen med Jerup IF alle frivillige til en hyggelig kom-sammen i Neotes med spisning og samvær. Det blev en dag og aften fuld af grin, og gode historier, som vi allerede nu kan sige bliver en fast del af at være frivillig i en af de to foreninger. 


Afslutningsvis, holdt vi i fredags den årlige slik-eller-ballade-gåtur med de lokale unger, og intet mindre end 17 huse og 21 børn var tilmeldt turen sammen med deres forældre. Det var et par sindssygt u-hyggelige timer!


Mens der har været fest og musik på overfladen, har der dog også været travlhed bag kulissen. Den nye bestyrelse, der trådte ind i april  har brugt mange timer på at få styr på foreningens  struktur, økonomi og interne arbejdsgange. Vi er overgået til en foreningskonto, har fået erhvervskonto hos Mobilepay, har flyttet hjemmeside, arbejder på at blive momsregistreret, har ryddet op i forældede vedtægter og digitaliseret meget af vores arbejde. Det er måske ikke det, der fylder mest i nyhederne, men det er det arbejde, der gør det muligt for os at tænke større, søge midler og skabe mere liv i byen. Det har været et langt sejt træk, men det gør vores arbejde for 2026 så meget lettere!


Vi har i årets løb været aktive i Distriktsrådet og arbejdet for et tættere samarbejde med andre landsbyer i området. En fælles inspirationsdag i Thorshøj viste os, hvor meget man kan udrette, når man deler erfaringer og tænker på tværs. Vi tror på, at landsbyer som Jerup står stærkere sammen, og at udvikling i yderområderne kræver fælles indsats og fælles stemme. 


Det er ingen hemmelighed, at Jerup har haft vind i sejlene. I løbet af de sidste måneder er flere huse blevet solgt, og det vidner om, at der er noget særligt ved at bo her. Vi oplever stigende interesse for byen, og vi tror på, at det blandt andet skyldes den markedsføring og synlighed, vi sammen har skabt gennem borgerforeningens arbejde og jer, der deler og støtter op. 


Men der er stadig lang vej, og når vi kigger fremad, er der især tre ting, vi vil lægge kræfter i:


1. Landsbycenteret som byens hjerte

Skolen og landsbycenteret skal være samlingspunktet for hele Jerup og omegn. Et sted, hvor alle føler sig velkomne, og hvor vi kan skabe liv, aktiviteter og fællesskab på tværs af generationer.


2. Jerup.dk – hele byens digitale reklamesøjle

Vi vil gøre jerup.dk til meget mere end borgerforeningens hjemmeside. Den skal være et fælles udstillingsvindue for byen – med kalender, foreningsliv, erhverv, kultur og lokale historier.


3. Det vigtigste, vi har, er hinanden.

Derfor vil vi fortsætte arbejdet med at styrke den lokale sammenhængskraft og gøre det lettere at blive en del af fællesskabet uanset om man har boet her hele livet eller er ny i byen. Frivillighed skal føles som en glæde, ikke en byrde. Vi ønsker at skabe rammer, hvor det er let at tage del, let at blive hørt og let at finde sin plads i byens liv.


Vi glæder os til at fortsætte arbejdet, og til endnu flere stunder, der minder os om, hvorfor vi er så glade for at kalde Jerup for hjem. Vi håber meget, I har lyst til at være med på rejsen. Ingen kan løfte det her alene. Men sammen kan vi gøre meget."


Kommentarer


bottom of page